Fragt fra 49 DKK til pakkeshop - GRATIS ved køb over 900 DKK

Opskrift på Valnøddeblade afkog

Opskrift på Valnøddeblade afkog

Elsker du også efteråret? Jeg synes der er sådan en særlig magisk melankoli over det. Jeg elsker tiden til at reflektere, udvikle nyt, høste, gå i skoven og i køkkenet. For udover at udvikle opskrifter til produkter, så elsker jeg ligeså meget at finde på nye madopskrifter. Og når der er noget jeg synes er særlig godt, så vil jeg selvfølgelig gerne dele det med dig.

Opskriften her på afkog af valnøddeblade, er nu ikke en jeg har fundet på, men en jeg har fundet frem igen, opskriften er nemlig ældgammel og man brugte det førhen til bla.a at lave omslag mod eksem. Jeg havde, helt fra jeg var spæd, til mine midt tyvere, atopisk eksem, så urter og hudplejeopskrifter var min kæmpe interesse. Hele tiden på jagt efter noget, der kunne lindre bare lidt. Da jeg var 13 år, voksede min interesse for urter især og jeg fik urtebog på urtebog i gave. Og så var det ellers i gang med at eksperimentere.

Jeg læste ivrigt om valnøddens helbredende kræfter, det være sig både frugt og blade. Så jeg kastede mig over den meget lettilgængelige opskrift på at afkog af valnøddeblade. Til mit store held, så havde vi det flotteste gamle valnøddetræ i vores forhave, og hvor har jeg dog mange lykkelige minder om stunder med min familie under netop det træ. Men tilbage til afkoget ; Jeg husker tydeligt den fantastiske duft bladene havde, som virkelig overraskede mig og den så smukke gyldne farve, afkoget fik efter få minutters simren. Ren magi!

Straks måtte jeg prøve afkogets effekt, jeg havde nemlig store plamager med rød skællende, brændende og kløende eksem på knæhaser og i albuen. Eksem er langt fra kun kosmetisk, det er også ekstremt ubehageligt. - Jeg lavede et omslag med vat og mærkede straks den så dejligt lindrende effekt og efter et par dage med omslag, havde jeg mindsket eksemen betydeligt.

Jeg har formået at holde eksemen fra døren siden mine midt tyvere (med både kost og hudpleje) men jeg har stadig tendens til at få tør og let kløende hud, så jeg elsker stadig at lave afkoget og bruge i en sprayflaske på kroppen (og ansigtet, hvor det giver glød) for at dulme og fugte.

Opskrift:

Find et valnøddetræ, hvis du ikke selv har et i haven, så har din nabo eller en ven måske? Flere steder kan du også finde dem voksende vildt. Pluk rigeligt med blade med dig, for selvom opskriften her er med friske blade, kan du sagtens tørre og gemme.

  • Fire stk valnøddeblade

  • 1/2 L vand

Klip valnøddebladene i lidt mindre stykker, put dem i en gryde og hæld vandet over. Når vandet koger, skruer du lidt ned og lader det simre i 10-15 min - indtil vandet er blevet farvet gyldent.

Filtrer gennem en muslinklud, viskestykke eller blot igennem en si og hæld på flaske, evt med sprayfunktion. Afkoget holder en uge i køleskab. Du kan lave omslag med afkoget direkte på eksem eller udslæt og du kan også spraye det på huden. det er også effektivt mod kløe fra insektstik.

Opskrift på den lækreste og sundeste efterårsmorgenmad; Havregrød med æblemos (1 portion)

  • En skål havregrød (lav den præcis som du bedst kan lide den, jeg synes den smager bedst med en del vand og simret i ti min med end del omrøring)

  • To store æbler - jeg håber du har nogle i haven, ellers nup et par stykker når du går forbi en have, hvor grenene bugner og hænger udover fortovet ;-)

  • En spsk honning eller dadelsirup

  • en halv stang vanille (kornene herfra og husk vanille er endelig til at betale igen)

  • Soya piskefløde (sprin det ikke over, det gør hele forskellen, du bestemmer selvføgelig selv om du vil bruge rigtig fløde eller andre fløde erstatninger, men jeg er vild med den fra Alpro)

Fremgang 

Lav dig en portion havregrød.

Skær æblerne i mindre stykker og put i en gryde med et par skefulde vand, tilsæt vanillekorn og honning. Få det op og simre og lad det simre i ti min ca. indtil æblerne er helt bløde. Blend dem dernæst lidt med en stavblender - jeg gør det altid på den måde, så jeg kan beholde skrællen på, for skrællen er det sundeste på et æble.

Server din morgenmad ved at hælde din havregrød i en skål, æblemosen ovenpå og med et generøst skvæt “fløde” . mums og velbekomme.

Din kurv

Din kurv er tom. Klik her for at shoppe.